Kvinde vs. kamprobotkamp

En ensom kvinde står på en smal klipperyg højt oppe i Kaukasusbjergene i den gyldne time, vinden river i hendes iturevne taktiske jakke, mørkt hår pisker hen over hendes sveddryppende ansigt. Stormskyer hvirvler bag de takkede, snedækkede tinder. 600 meter åben luft og tåge fylder dalen nedenfor hende. En 1,8 meter høj tobenet kamprobot – et matsort titaniumchassis, en revnet brystplade, der lækker gnister, en knust optisk sensor – angriber hende hen over knust skifer. Hun drejer kraftigt til venstre, støvlerne skrider på løst grus ved klippekanten, griber fat i dens arm midt i svinget og omdirigerer sin fulde momentum mod klippevæggen – sten eksploderer ved sammenstødet. Hun drejer tilbage, begge hænder griber fat i et knust underarmsblad, hun har revet ud af robottens eget chassis. Robotten rejser sig, hydraulikken hakker, dens eneste tilbageværende røde optiske sensor låser sig fast på hende. De står over for hinanden på den smalle afsats. Ingen af ​​dem bevæger sig. Det sidste sollys falder bag bjerget. Alt bliver koldt blåt og gråt. Hendes åndedræt tåger i den iskolde luft. Kameraet starter som en lavtliggende tracker under opladningen, skifter til en hurtig lateral dolly under nedslaget, trækker ind i et ekstremt rack-fokus nærbillede af hendes blodskudte øjne og stiger derefter til et langsomt 360-graders kredsløb omkring begge figurer - åben himmel og klippefald synligt i hvert billede. ARRI Alexa filmkorn. Anamorfisk 2.39:1 widescreen. Realtidsfysik og bevægelsesslør ved nedslaget. Lyd: knusende metal, kuling, anstrengt åndedræt, en lav metallisk drone og et enkelt fjernt hjerteslag, der forsvinder i stilhed.